onsdag den 3. august 2011

Mine første ture udenfor Melbourne!



Jeg skal da lige love for der er sket en masse siden sidst.


Klik på linket, og læs nærmere. .:)

Vi er startet med undervisning. Som jeg har nævnt før, så er RMIT et kæmpe universitet, hvilket også kan mærkes på undervisningsformen. Til de fleste fag har vi forelæsninger, så derfor er der en masse man skal læse op på. Jeg har dog fået et helt fantastisk skema, hvilket betyder jeg kun har timer torsdag og fredag (hehe). Jeg har byttet faget "Digital System Design" ud med "Introduction to Australian Society". Digital System Design havde intet med automation at gøre, og eftersom RMIT ikke udbyder automation på forårs semestret (juli-nov), foreslog de dette fag i stedet. Jeg har dog fået godkendt et "swap" til society faget i stedet. Det er et fag, hvor vi skal lære en masse om Australien. mere om dette senere, da jeg lige er kommet hjem fra en weekend camp som var en del af faget! :)

Sidste weekend havde Taleb (ham australieren jeg bor med) inviteret Mildred (den mexicanske pige i huset) og Erik (den svenske fyr der bor her) og undertegnede med en tur på landet. Vi tog til en by der hedder Thorpdale, som ligger ca. 150 km øst for Melbourne. Her bor Roger, som er en af Taleb's bedste venner. Roger bor sammen med hans ekskones søn (lidt kringlet, men det var ikke hans søn), som hedder Will. Roger og Will går helt vildt meget op i musik, så fra vi kom ind af døren til vi forlod Thorpdale, stod den på høj rockmusik fra 70'erne og frem. Inden vi kom i alt for godt humør, tog vi bilen ud til det lokale vandfald Narracan Waterfalls. Det var helt rart at komme udenfor Melbourne. Nu havde jeg cirka været i Melbourne i en lille måneds tid, uden at se noget landskab og natur, så det var helt rart at komme lidt ud. Der boede ca. 100 indbyggere i byen og det eneste de havde var en bar. Der tog vi selvfølgelig hen om aftenen. Jeg fik prygl op til flere gange i pool, men havde en sjov aften. Jeg var dog ret overbevist om at jeg mødte Stuart O'Grady, hvilket manden blev en smule irriteret over at jeg kaldte ham hele aftenen. hehe, ups. Jeg fik virkelig udvidet min musikhorisont denne weekend, så alt i alt var det en helt fantastisk weekend.

Samme weekend skete der det fantastiske at en australier vandt TdF, hvilket er gået helt ubemærket over Australien. Den eneste fejring Cadel Evans fik, var på bagsiden af den lokale avis. Synes dog at hans store præstation under TdF, kunne få lidt plads på bloggen.

I den netop overstående weekend var vi på camp som var en del af faget "Introduction to Australian Society".  Som det jo giver sig selv, skal vi lære en masse om kultur. Det lyder måske ikke rigtig som noget maskinmester relevant, og det er det sådan set heller ikke. Vi har dog fået godkendt faget hjemme på maskinmesterskolen, så den giver de points der skal til for at bestå semestret. Jeg ser det som en god mulighed for at lære en masse om landet jeg befinder mig i, og måske kan jeg bruge det senere i min færden rundt i verden.
Vi forlod RMIT fredag morgen, og så gik turen ellers vest på. Vi skulle ikke så langt væk, eller det vil sige 300 km, som jo nærmest er en spytklat hernede. Undervejs havde vi et par stop, hvor vi så en aboriginal lejr, og en ret stor vingård. På denne vingård som hedder Seppelts Winery, serverede de musserende rødvin, det smagte som sær blanding af billig rødvin blandet med danskvand. Det skal dog siges at det er en meget anderkendt vin i Australien. I gamle dage blev alt vinen opbevaret under jorden i tunneller, men dette blev kun brugt som udstilling. Endelig kom vi frem til lejren hvor vi skulle overnatte weekenden over, og aftenen stod mest på hygge med et par enkelte øl..
Lørdag var vi ligeledes booket op med en masse vi skulle se. Vi tog ind til en by der hedder Hamilton, og her kiggede vi på en masse historiske bygninger, som fortalte en masse om, hvilke befolkningsgrupper byen er opbygget på. Vi var ligeledes på kunstmuseum, hvor direktøren viste os rundt. Han havde faktisk vist Dronningen og Prinsgemalen rundt på et tidpunkt, så han kendte udmærket Danmark.Ind imellem alt dette, nåede "The Great Danes" at vinde et sækkeløb i byen, da de holdt deres årlige fåre-festival. Jeg var selvfølgelig på holdet og vi vandt hver 25$. Ikke tosset.. :)
Da vi kom tilbage på campen tog vi på en lille bushwalk til et lille bjerg kaldet Mount Picanniny. Her var den mest fantastiske udsigt ud over området. Om aften stod den på middag, hvor der var inviteret et lokalt kor, så de sang lidt for os. Vi skulle også synge, alle fra hver nation skulle synge deres nationalsang. Det var sjovt at høre de forskellige, vi var samlet 14 forskellige nationer. Hele aftenen blev afsluttet med en omgang stjernekig og et brag af en fest.. :)
Søndagen stod på hjemrejse, og turen gik forbi en gård. Ikke den store oplevelse for en bondedreng som mig, men nogle af de andre havde aldrig set får eller køer før. Sidste stop på vejen var i Ballarat som er en gammel mineby, hvor man i 1870'erne og frem, gravede efter guld. Der var bygget en forlystelsespark (lidt ligesom Hjerl Hede). Det tog dog ikke længe før os danske drenge havde lokaliseret deres dampmaskiner. Vi fik derfor en meget fyldestgørende forklaring på, hvad de brugte dampen til. Meget spændende, og rigtig maskinmester-agtig... :)

Det må være det, som er sket på det sidste, hvilket ikke er så lidt endda..

Udover dette, har jeg meget meget fritid, hvilket jeg bruger på biblioteket. Det lyder måske lidt forkert, men det er så sandt som det kan være. Vi er kommet i gang med undervisningen, så der er kommet en del lektier der skal laves.

Jeg har netop i dag været på det danske konsulat i Melbourne for at få oversat mit kørekort til engelsk. Dette skal gøre for at man kan leje en bil hernede.. Konsulatet ligger i samme bygning som den Danske Klub i Melbourne. Rasmus (som også skulle have oversat sit kørekort) og jeg blev enige om vi lige ville prøve restauranten i den Danske Klub. Vi fik 3 stykker smørebrød hver, og kom af med den nette sum af 86$ (ca. 480kr). Så er de vist også betalt, men det var første gang jeg har fået rugbrød og sild siden min ankomst til Melbourne.


Billeder til denne blog, kan findes ved at trykke på linket i højre side
Eller dette link: Billeder Thorpdale og Australian Society Camp

Det må være alt for denne gang, håber i nyder vejret derhjemme. Hernede har været været helt fantastisk de sidste par dage. 20 grader og sol, skønt.

// Morten

Lige et billede af mit skema.. :)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar